Rådgiver til nytænkende vidensprojekter i krydsfeltet mellem udvikling, kommunikation og analyse

Vil du være med til at skubbe til, hvordan forsyningssektoren kan bidrage til et grønnere, stærkere og mere sammenhængende samfund? Er du projektmager, analytiker og kommunikatør i én og samme person? Så læs videre.

Vi søger en rådgiver, som kan tage ansvar for at udvikle og gennemføre nye vidensprojekter, der sætter spot på forsyningssektorens potentiale i samfundsudviklingen. Det handler både om at skabe ny indsigt, der udfordrer status quo, og om at samle aktører i alliancer, der kan bringe sektoren nye steder hen. Du skal være med til at identificere barrierer, finde løsninger og skabe konkrete initiativer, som gør en forskel.

Dine arbejdsområder - og opgaver
Du kommer til at spille en nøglerolle i at forme og udvikle projekter - fra idé til implementering. Vi forestiller os at du er kreativ og strategisk tænkende og trives med at omsætte idéer til handling. Du har gerne erfaring med fondsansøgninger og partnerskaber og brænder for at bruge viden som drivkraft for forandring. Det er vigtigt, at du er god til at sætte dig ind i og formidle fagligt komplekst stof, så det bliver levende og relevant for forskellige målgrupper. Du kommer nemlig også til at skrive og præsentere vores analyser - i form af rapporter, debatindlæg, præsentationer og lignede.

En af de centrale indsatser, du en del af og få medansvar for, er arbejdet med at udvikle en ny samfundsvision for forsyningsområdet. Formålet er at vise, hvordan sektoren kan yde endnu større samfundsbidrag - på tværs af klima, natur og forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi og social sammenhængskraft.
Som del af dette arbejde skal vi udarbejde en række analyser, både internt i tænketanken og i samarbejde med forskere og eksperter. Her vil du blive den bærende kraft i at skabe relevante partnerskaber og søge finansiering. Du vil også være med til at skabe en visionsanalyse, der udfolder forskellige scenarier for, hvordan forsyningsområdet kan fungere i fremtiden. Analysen baserer sig på desk research samt kvalitative interviews med ledere i forsyningsselskaber, rådgivere, industriaktørerer, forskere og grønne NGO'er. Hele indsatsen indebærer desuden at vi samler aktører på nye måder - og i fælleskab inspirerer hinanden og identificerer de muligheder og barrierer, der står i vejen for at realisere visionerne.

Vi leder efter en kollega...
...der både der struktureret og selvstændig og samtidig trives med at arbejde tæt sammen med et lille sekretariat og vores samarbejdspartnere. Du nyder at være med i hele processen - fra udvikling til planlægning og gennemførsel - og du ser en værdi i at bringe viden i spil, ikke bare for ny videns skyld, men fordi det kan rykke noget i verden.

Det er en fordel, hvis du kan dokumentere erfaring med at tiltrække finansiering - fx. gennem fondsmidler, programmer eller strategiske partnerskaber - og har konkrete eksempler på, hvordan dine indsatser har resulteret i midler til grøn omstilling, udviklingsprojekter eller lignende. Det er også en fordel, hvis du har erfaring med samfundsanalyser og er vant til at bruge kvalitative metoder, desk research og/eller spørgeskemaundersøgelser. Du behøver ikke være talknuser, det vil du få kollegaer, der er.

Uddannelsesbaggrund og hvorvidt du er nyuddannet eller ej spiller ikke en afgørende rolle, da vi har mulighed for at forme stillingen efter dig. Det vigtigste er, at du kan se dig selv bidrage til at skabe nytænkende vidensprojekter og arbejde i krydsfeltet mellem analyse, kommunikation og udvikling.

Om Tænketanken Brundtland
Tænketanken Brundtland er en ny vidensbaseret tænketank, der arbejder for at styrke forsyningssektorens rolle i den grønne omstilling, i samfundets modstandsdygtighed og i den sociale sammenhængskraft. Europa står midt i en polykrise, og forsyningssektorens er en afgørende brik - både for natur, for velfærd, sikkerhed og demokratisk ejerskab af kritisk infrastruktur.

Som medarbejder hos os får du mulighed for at forme din egen stilling og være med til at bygge en tænketank op fra bunden. Vi er få, men vi har høje ambitioner, og vi arbejder tæt sammen i et uformelt og inkluderende miljø, hvor faglighed og engagement går hånd i hånd.

Vil du vide mere om stillingen?
Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, kan du kontakte udviklingschef Maj Baltzarsen på tlf. 50 55 26 68 (holder ferie i uge 28-31) eller på mail: mba@brundtlandorg.dk

Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er som udgangspunkt 37 timer, men vi er åbne overfor, hvis du ønsker færre timer. Tiltrædelse den 1. oktober 2025 eller snarest derefter. Løn og ansættelsesvilkår følger husaftalen Tænketanken Brundtland.

Ansøgningsproces
Send din ansøgning og CV til brundtland@brundtlandorg.dk. Ansøgningsfristen er 10. august 2025 kl. 23.59

Der vil blive afholdt op til 2 ansættelsessamtaler. Første samtaler afholdes den 20. august - anden samtale den 22. august.